Steffen
– en drengs barndom fra 0 til 15 år med en diagnosticering undervejs
Direkte aktørperspektiver
Minna, Steffens mor
Sofie, socialrådgiver i folkeskolen
Lise, afdelingssygeplejerske på børnepsykiatrisk afdeling
Cecilie, kommunal sundhedskonsulent
Indirekte aktørperspektiver
Steffen
Steffens far
Steffens lillebror
Dagplejer
Pædagoger i børnehave
Lærere i folkeskole
Kommunal ergoterapeut
Pædagoger og lærere på behandlingsinstitution
Tværprofessionelle temaer
Observation, drøftelse og beslutning om et barns trivsel og udvikling
Samarbejde mellem forældre, skolepsykolog og privatpsykolog
Samarbejde mellem forældre, børnepsykiatrisk afdeling og socialrådgiver
Mediernes rolle i en børnesag
Uenighed om myndighedskompetence mellem børnepsykiatrisk afdeling og kommunal socialrådgiver
Samarbejde mellem forældre og medarbejdere på behandlingsinstitution med intern skole
Didaktiske forslag
Rollespil
Forumteater
Tidslinje
Vignetmetoden
Lyt til casen
Steffens første leveår
Steffens forældre møder hinanden og flytter til Norge, hvor Steffens far har job på en olieboreplatform. Steffens mor bliver gravid og rejser hjem til Danmark for at føde Steffen. Hun bor hos sine forældre med Steffen i de første 3 måneder af hans leveår, og rejser tilbage til Norge, hvor hun går hjemme med ham, indtil han er 2 år. På dette tidspunkt får Steffens far mulighed for at arbejde på en dansk boreplatform, hvor han skal være 1 måned ad gangen og herefter være hjemme i 1 måned. De beslutter sig for at rejse tilbage til Danmark og køber hus i en mindre by. Minna begynder at arbejde på deltid, mens Steffen kommer i dagpleje. Steffen får en lillebror nogle år senere.
Minna fortæller: ”Steffen har det ikke godt i dagplejen. Han er f.eks. altid meget ked af det i afleveringssituationen, men fordi vi er tilflyttere og afhængige af pladsen, så gør vi ikke noget ved situationen.” Det ender med, at Steffen bliver hos dagplejeren i 3 måneder, før der bliver en ledig børnehaveplads.
Steffens første skoleår
I børnehaven og det første år i skolen synes Minna og Steffens far, at der løbende er konflikter mellem Steffen og de andre børn. Det er som om Steffen ikke kan tilpasse sig eller ikke forstår de andre børns lege. Minna forklarer: ”Han kan ikke aflæse, om de andre børn er glade, sure eller kede af det”. Minna fortæller, at når de peger på problematikken, siger pædagogerne og lærerne det samme til dem: ”Han er bare dreng med stort D.” På et tidspunkt i børnehaveklassen sætter skolen deres skolepsykolog til at observere Steffen i nogle timer for at se, om der er noget de skal være opmærksomme på. Men hun når til samme konklusion, og siger efter sine observationer: ”Jamen det går jo meget godt.”
I 1. klasse forstærkes konflikterne, og Steffen har det ikke godt i skolen. I december måned bliver det for meget for forældrene. ”Vi henvender os til klasselæreren, men hun har ikke tid til at tage sig af det lige nu, så det må vente til engang i januar eller februar”, fortæller Minna. Det vil Minna ikke vente på, så hun kontakter selv skolepsykologen og aftaler, at Steffen kan komme til samtale. Skolepsykologen får udfærdiget en rapport og på
et møde mellem Minna, skolepsykologen, læreren, og AKT-pædagogen peger skolepsykologen på, at Steffen bør komme til samtale i børnepsykiatrisk regi. Det vil skolen efterfølgende ikke anbefale, så længe man ikke har forsøgt sig med AKT-klassen.
Steffen i 2. klasse og AKT-klasse
I 2. klasse er Steffen en del af skoletiden i AKT-klassen, men Minna oplever, at det bliver mere og mere vanskeligt for Steffen. ”Kommunikationen mellem lærerne, AKT-lærerne og os forældre fungerer ikke. Ofte sker det, at der er konflikter i enten klassen eller AKT-klassen, som ikke bliver fulgt op af de andre lærere. Jeg kan derfor ikke støtte Steffen i problemerne, der blot synes at vokse”, siger Minna. Minna oplever, at Steffen er ked af at være i skolen. Hun finder det forvirrende for ham med de to klasser, han nu går i. Både en AKT-klasse, hans almindelige klasse og så SFO´en. Og så er det forskellige lærere og pædagoger, og de har alle forskellige regler og måder at gøre ting på. Ifølge Minna bliver Steffen forvirret, når aftaler ikke bliver holdt eller der sker ændringer i hans skoleskema. ”Nogle gange går han helt amok, fordi andre ikke overholder aftaler eller der sker ændringer”, siger Minna.
Ergoterapi og Steffen
Steffen henvises til vurdering ved en kommunal ergoterapeut for at afklare, om der er nogle sansemotoriske udfordringer, som kan medvirke til de mange konflikter.
Ergoterapeuten observerer Steffen i skolen i forbindelse med frikvarter og undervisning samt undersøger/tester ham i et af skolens lokaler.
Ergoterapeuten beskriver i sin rapport, at Steffen har svært ved at indgå i sociale sammenhænge, både i relation til lærerne og til de andre børn. Steffen har svært ved at aflæse andre børn og voksne, hvilket giver mange konflikter. Desuden har han brug for struktur og forudsigelighed i sin hverdag, da han reagerer på forandringer. Ergoterapeuten peger på, at Steffens evne til opmærksomhed og koncentration er nedsat og at han er let afledelig. Derudover er der tegn på mangelfuld sensorisk modulation, idet han har svært ved at bearbejde sine sanseindtryk, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at Steffen vægrer sig imod berøring samt hurtige, snurrende og gyngende bevægelser. Steffens
sensoriske skyhed og intolerance overfor bevægelse medfører, at han ofte kommer i situationer, hvor han overreagerer på en for andre harmløs sansepåvirkning.
Der etableres et møde mellem ergoterapeuten, Steffens primære lærere og Minna. Formålet er, at både skolen og Minna får nogle redskaber til at håndtere Steffen og hans udfordringer. Minna oplever dog, at det er svært at få implementeret værktøjerne i dagligdagen og synes heller ikke at lærerne følger op på det. Der er ikke efterfølgende foretaget en evaluering fra ergoterapeutens side.
Familien kontakter en privatpsykolog
Steffens forældre finder situationen uholdbar. Minna forklarer: ”Det slider på alle i familien og mest på Steffen, at han har så mange sammenstød i skolen, og at kommunikationen er så dårlig”. Det viser sig, at skolepsykologen har sagt op. De kontakter en privatpsykolog for at få endnu en udtalelse på Steffen. Privatpsykologen læser skolepsykologens rapport og påpeger, at en nyuddannet skolepsykolog ikke må sidde alene med så vanskelig en sag. Herefter foretager han en vurdering af Steffen. Minna fortæller, at privatpsykologen ender med at konkludere, at skolen har udøvet børnemishandling på Steffen, fordi de ikke har kunnet tackle ham. Minna siger: ”Psykologens konklusion stemmer overens med, at Steffen ofte er blevet bortvist fra skoleklassen, men godt må være i SFO´en, hvor de kan rumme ham”.
På baggrund af psykologens udtalelser beslutter forældrene, at de selv vil undersøge mulighederne for en specialskole til Steffen. De får efterfølgende at vide fra kommunen, at det må de ikke gøre. Kort efter kontakter de den nye skolepsykolog og inviterer hende til et møde med deres privatpsykolog. Ifølge Minna læser og underskriver skolepsykologen privatpsykologens rapport.
Pres på for at få Steffen på specialskole
Skolepsykologen laver efterfølgende en ny rapport, som Minna synes er forvrænget og siger: ”Ved at slette oplysninger der fortæller, at Steffen trives i SFO´en og har gode relationer til børn og voksne der, forsøger skolen at bevise, at Steffens adfærd er så problematisk, at ingen kan håndtere ham, og at det derfor er helt uden for skolens ansvarsområde”. Minna viser pædagogerne i SFO´en rapporten, og de kan ikke forstå, hvorfor de
oplysninger, som de har leveret til skolelederen, ikke indgår i rapporten.
Ugen efter er Minnas søster til en fest, hvor en af skolens medarbejdere også er til stede. ”Min søster siger til medarbejderen, hvad det er for noget med børnemishandling på skolen og om ikke de kan få det stoppet? Dagen efter får jeg et telefonopkald fra medarbejderen, der spørger, om hun må offentliggøre privatpsykologens rapport og skolens rapport for at sætte problemet på dagsordenen i pressen. Det siger jeg ja til, blot vi selv kan blive holdt udenfor”, fortæller Minna. Et par dage efter er Minna på skolen for at hente Steffen. Her møder hun skolelederen og siger til ham, at hvis skolen bliver kontaktet af pressen skyldes det, at hun har givet lov til at offentliggøre rapporterne. To timer senere bliver Minna ringet op fra kommunens visitering og får at vide, at de kan vælge frit mellem de dyreste og bedste skoler, hvis de lover ikke at offentliggøre rapporterne. Minna trækker rapporterne tilbage.
Steffen begynder på specialskole for børn med ADHD
Familien får en plads til Steffen på en af regionens bedste specialskoler, som ligger 40 km fra den by, hvor familien bor. Konflikterne hjemme mellem mor, lillebror og Steffen optrapper, og de er værst, når Steffens far er på boreplatformen. Minna fortæller: ”Både Steffen og jeg er meget talende, og vi vil ikke give os, og det ender i voldsomme sammenstød. Derfor søger vi kommunen om en aflastningsplads til Steffen på det bosted, der er på specialskolen”.
Minna aftaler et møde med Sofie, som er nyansat socialrådgiver på Steffens skole og har hans sag. Hun har flere gange fået opkald fra Minna, som er meget bekymret for de aggressioner, hun oplever hos sin søn. Minna oplyser, at hun er udmattet af de konflikter, som familien hele tiden skal håndtere. Sofie har aftalt møde med familien, så de kan finde frem til, om ønsket om en aflastningsplads til Steffen er det rette, og i den forbindelse vil hun lave en §50 undersøgelse. Efter det første møde følger et par samtaler med Steffen, Sofie færdiggør sin børnefaglige undersøgelse og Steffen bevilges plads på bostedet hver anden weekend.
”Steffen har det meget bedre på specialskolen og fungerer godt med at være på bostedet, men det bliver værre og værre med hans aggressioner”, fortæller Minna. En weekend, hvor Minna skal til fest, og Steffen og lillebroren bliver passet af deres faste barnepige og hendes kæreste, ender det med et sammenstød, hvor Steffen finder en køkkenkniv og stiller sig truende op. Efter nogle uger gør han det samme over for Minna. Minna ringer til børnepsykiatrisk afdeling og siger, at nu er det akut med at få hjælp til Steffen. Hun får at vide, at hvis Steffen skal have medicin og hjælp, så skal han udredes på psykiatrisk afdeling. Steffen henvises og børnepsykiatrisk afdeling indleder en udredning af ham.
Møde på børnepsykiatrisk afdeling
Lise er afdelingssygeplejerske på børnepsykiatrisk afdeling. Hun deltager i et tværfagligt team, som står for udredning af Steffen og fortæller: ”Via tests og samtaler når vi frem til, at Steffen er normalbegavet, har ADHD og infantil autisme. Som vores faste procedure inviterer vi alle involverede parter til et møde i forbindelse med, at udredningen er færdig: Familien, specialskolen, bostedet og kommunen. Men kommunen møder ikke op”. På mødet er specialskolen og bostedet repræsenteret med en pædagog, som har en god relation til Steffen. Lise leder mødet og informerer om, at de kan stille diagnoserne infantil autisme og ADHD. De anbefaler samtaleterapi for Steffen og familien, samt medicinsk behandling af Steffen i forhold til ADHD og i forhold til de aggressioner, som han har vanskeligt ved at kontrollere. Minna og Peter får også muligheden for at kontakte Lise hver torsdag, når hun har telefontid.
Steffen får udvidet aflastning på bostedet
Steffens forældre er glade for kontakten med Lise og med pædagoger og lærere på specialskolen og bostedet. Minna fortæller: ”Vi får hjælp og støtte til, hvordan vi skal justere Steffens medicin, tackle konflikterne i familien, støtte Steffen i bedre søvnmønstre og skabe mere struktur for ham. Steffens lillebror deltager på et kursus for søskende til børn med ADHD, som specialskolen afholder, og det hjælper ham til at forstå, hvorfor Steffen reagerer som han gør og meget sjældent er imødekommende over for ham”. Lillebroren får også psykologsamtaler på sin skole, fordi de der oplever en mut dreng, der har det svært socialt med de andre og er begyndt at reagere aggressivt. Steffens forældre er også glade for initiativerne rettet mod lillebroren.
Der sker optrapning af konflikterne i hjemmet. Mest når Steffens far ikke er hjemme. Minna siger: ”Jeg tænker
nogle gange på, hvordan det ville gavne Steffen, hvis min mand var hjemme, men jeg ved bare, at det ikke ville gavne familien som et hele og i sidste ende heller ikke Steffen. Min mand og jeg har jo altid været vant til, at vi er adskilte i perioder. Vi vil da gå i totterne på hinanden, hvis vi skal se hinanden hver dag. Jeg har også brug for en pause fra ansvaret for Steffen, og det kan jeg få 100%, når min mand kommer hjem og tager over. Jeg er sikker på, at det er den bedste løsning, at det er som det er”.
Minna oplever, at Steffen ikke kan forstå, hvorfor hun ikke bare gør, som han siger. Hun siger: ”Steffen synes, at jeg hele tiden blander mig og vil tale med ham, have ham til noget, eller jeg vil have et knus. Han synes også, at det hele tiden er ham, som skal ændre på noget”. Steffen tænker: ”Hvorfor kan de ikke bare gøre, som jeg vil have det? Det er som om, at ligegyldigt, hvad jeg gerne vil, så kan det ikke lade sig gøre, og så bliver jeg altså sur på min mor. Når jeg taler med Lise og pædagogerne på skolen, så kan jeg godt se, at det ikke er godt, at min mor bliver ked af det og får tårer i øjnene. Men hvad skal jeg gøre? Jeg vil have mere ro og fred og bestemme selv”. Minna føler ikke, at hun kan håndtere Steffen længere, og siger: ”Han er en stor dreng. Han vejer næsten 90 kg, selv om han kun er 13 år. Jeg er bange for ham nu. Når han bliver aggressiv og går amok, så kan jeg ikke længere sætte mig oven på ham eller slæbe ham ned på værelset og låse døren. Jeg føler mig lille over for Steffen og en morgen, hvor jeg for tredje gang må tage lillebror med ud på toilettet og låse døren for at undgå Steffens angreb, ringer jeg til Lise og beder om hjælp. Der må gøres noget, inden det går galt”. Da Steffen den dag kommer tilbage fra skolen, synes han også, at der skal ske noget. Han bliver så glad, at han græder af glæde, da Lise ringer tilbage senere for at fortælle, at de har fået tildelt tre gange så meget tid i
aflastning på bostedet. Han siger: ”Jeg er bange for, at jeg kan finde på at gøre noget voldeligt derhjemme.”
Minna har lagt mærke til, at Steffen har taget på og er ked af det. Via Lise får hun at vide, at de kan få hjælp fra en diætist i kommunen. Hun får aftalt møde med diætisten, som hedder Cecilie, og Steffen og Steffens far.
Steffen til møde med diætist
Cecilie møder Steffen og hans far, og siger: ”Steffen er en stor dreng og jeg ved, at han har taget på, fordi han får medicin for at dulme sine aggressioner. Jeg taler mest til Steffen, fordi jeg fagligt mener, at det kommer jeg længst med. Han siger ikke meget, men vi aftaler, at han skal prøve at spise af mindre tallerkener og holde en
pause efter første portion, så han måske kan opleve mere mæthed inden han får lyst til anden portion. Steffens far fortæller, at han har hørt om orienteringsløb i spejderforeningen, og at han vil køre Steffen og sørge for, at han kommer i gang med det. Det virker Steffen glad for og siger, at det vil han gerne. Jeg er spændt på, hvad der kommer til at ske. For selv om jeg forsøger at tale med Steffen og få ham til at fortælle om sin hverdag, siger han næsten ingenting”.
Næste gang Steffen kommer til møde med diætisten, er der gået et par måneder, og han har holdt fast i det orienteringsløb, som hans far har hjulpet ham i gang med, men han har stadig svært ved at styre den mængde mad, han spiser. Han har sin mor med denne gang, og de diskuterer hele tiden, hvad han skal spise og hvor meget. ”Du skal fandme ikke bestemme over mig, din so”, siger Steffen ophidset til sin mor. Og Minna svarer, at nu skal han stoppe. Steffen fortsætter og siger: ”I vil jo heller ikke have, at jeg skal gå til orienteringsløb. I hjælper mig jo slet ikke ved at bo i sådan en lille by, så jeg ikke kan komme til orienteringsløb. Det er som om, at I er fuldstændig ligeglade med mig. Og sådan har det sgu altid været”. Cecilie bliver utryg ved situationen. Det er tydeligt, at Steffen er helt anderledes, når han er sammen med sin mor. Cecilie ender med at spørge Steffen, om der er nogle af de ting, de har talt om, som han gerne vil gøre i forhold til sin mad. Steffen siger, at han vil fortsætte med at spise en portion i stedet for to. Cecilie afslutter samtalen og aftaler en ny tid i den periode, hvor Steffens far er hjemme.
Spejderfører og orienteringsløb
Steffen har gået til spejder, siden han var 8 år. Han kender alle de andre børn og kan rigtig godt lide det. Her er der nogle ting, han er rigtig god til. Han ved, hvem der bestemmer hvad, og der er altid nogle klare opgaver, de skal lave. Han er blevet spejderleder fornylig. Der var et rigtigt hårdt spejderførerkursus, han var på, og han fortæller: ”Jeg var helt smadret, da det var slut, men jeg klarede det. Vi var på en uges lejr i Tyskland, hvor jeg skulle sørge for, at vi fik bygget sovepladser. Det gik rigtig godt, og vi klarede opgaverne i alt slags vejr. Jeg faldt og forstuvede hånden, og de ville sende mig hjem fra lejren, men det ville jeg ikke. Man skal da gennemføre sådan en lejr, hvis man er en rigtig spejder”. En gang om ugen er han begyndt til orienteringsløb i spejderforeningen, fordi han har taget på. Han kan spise og spise uden at blive mæt på grund af medicinen.
Familietur til Lalandia og Legoland
Minna fortæller om en tur familien har været på: ”Steffen er glad for de mini-udstillinger i Legoland, som illustrerer forskellige scener fra Star Wars. Han synes det er spændende at se på alle detaljerne på modellerne, som han har fundet i hæfter og på nettet og så sammenligne dem med scenerne i Star Wars filmene. I efterårsferien tager hele familien på ferie i Lalandia og Legoland. Vi er én dag i Legoland, og Steffen får ikke så lang tid ved Star Wars modellerne, som han ønsker. Han blive så sur, at han ikke taler med os resten af turen”.
Minna beder om et familiemøde med Lise og fortæller Lise i telefonen: ”Der må findes en løsning på vores problemer. Jeg er udmattet og har smerter. Det er blevet en for stor opgave at tackle Steffen i hverdagen derhjemme, og efterårsferien til Legoland er gået helt skævt. Min mand kan ikke længere håndtere Steffens vredesudbrud. Steffens uro og aggression er vokset, og jeg tror det skyldes, at der ikke er fundet en løsning på, hvor han skal være efter sommerferien, når han ikke længere kan gå på specialskolen. Han vil gerne på deres efterskole, men han har ikke fået en plads endnu. Den slags gør ham usikker.”
Til familiemødet taler de om, hvordan det går derhjemme, om de alvorlige sammenstød, om skolen og om fremtiden. De taler også om efterårsferien. Steffen siger ”De er snotdumme begge to. Jeg fik set modellerne, men jeg fik jo næsten ingen tid til det”. Mor bliver ked af det og kan ikke holde tårerne tilbage. Lise kan se, at hun ser slidt og træt ud, og faren sidder opgivende tilbage. Han plejer ellers at overtage dialogen og forsøge at skære igennem. Steffen græder nu. Det er rigtig svært for ham det her. Lise har ikke set ham så frustreret før. Lise tager en beslutning og siger: ”Steffen, det er SÅ tilspidset det her. Far og mor er ved at gå i opløsning, lillebror er i klemme. Familien er ved at splittes ad, og du kan ikke få luft. Nu bliver du nødt til at komme væk hjemmefra. Vi kan ikke vente på, at du måske kan komme på en efterskole efter sommeren. Vi bliver nødt til at gøre noget nu”. Det er ikke fordi, at Lise vil presse noget igennem. Hun ved godt, at hun egentlig skal anbefale kommunen det, og ikke må sige det til familien, men med den erfaring hun har, kan hun se, at det er ved at gå helt galt. Der bliver nødt til at ske noget nu, og så er det bedre, at det er hende, som han er tryg ved og som han har talt med siden han var 10 år, der siger det til ham. Hun kan se, at Steffen ser både trist og lettet ud på en gang.
Steffen anbringes
Socialrådgiveren Sofie har Minna i røret, der fortæller, at nu skal der findes en løsning for Steffen, og Minna fortsætter: ”På børnepsykiatrisk afdeling har de sagt til ham, at han ikke skal bo hjemme mere”. Sofie tror ikke sine egne ører og tænker: ”Sidder de på børnepsykiatrisk afdeling og lover Steffen noget, som det ikke er sikkert, at vi fra kommunens side kan give ham?”. Hun bliver vred på familiens vegne. Derfor skriver hun en klage til Lise, og Lise svarer tilbage og beklager, at hun har overtrådt sit eget kompetenceområde, og at hun er klar over, at det alene er en kommunal opgave at vurdere støttebehov til børn i pressede familier. Samtidig benytter Lise lejligheden til at beskrive Steffens vanskeligheder.
Specialskolen har efter aftale med Steffens forældre inviteret til tværfagligt netværksmøde med det formål at drøfte, hvad der skal ske for Steffen. På mødet deltager Steffens forældre, Lise, socialrådgiver Sofie, den pædagog fra bostedet, som Steffen er særligt knyttet til, og en lærer fra specialskolen.
På mødet skifter de forskellige parter til at fortælle om, hvordan det går med Steffen. Der er gode fortællinger om udvikling og stabilitet fra skolens lærer og fra pædagogen på bostedet, men da Minna fortæller, hvordan det står til derhjemme, tænker Sofie: ”Det lyder til, at Minna har svært ved at finde Steffens grænser. Så skal radioen på hans værelse stå på 12 og ikke 18 i styrke. Hun fortæller, at hun kommer ind på hans værelse og siger: ”Du skal skrue ned nu ” og han svarer ”Gå ud din so. Du skal ikke blande dig. Den er ikke for høj”. Og hun svarer ham: ”Du er ikke den eneste der bor her!”. Og så går hun ikke ud af hans værelse, når han beder om det, og så ødelægger han til sidst døren. Det er dér hun skal gå væk, og det kan hun ikke se. Hun vil have en varm kontakt og en god og kærlig søn, men det kan Steffen ikke leve op til. Ikke på den måde hun vil have det. Løbet er kørt, og vi kan ikke lære dem det. Vi kan give dem vejledning i forhold til samvær, men de har levet alt for længe på den her måde. Hvad var der sket, hvis vi havde givet dem en hjemmevejleder, der kunne støtte dem til den rigtige ageren, dengang Steffen var 10 år og hans aggressioner begyndte? Måske kunne det have gjort, at Steffen kunne blive boende hjemme, og at de alle sammen havde undgået alle de konflikter. Måske ville det også rent økonomisk have været en bedre løsning for kommunen. Det koster jo 1 million om året at anbringe et barn. Nu er der ingen vej tilbage”.
Mødet slutter med, at Steffen får en døgnanbringelse på bostedet bevilget. Sofie har bevillingsmyndigheden med, så beslutningen kan tages nu og her. De bliver enige om, at Steffen skal have ro til at være sig selv uden de mange konflikter, og derfor skal der ikke aftales regler om samvær for de kommende weekender eller julen, der nærmer sig. Det vil bostedet og familien tage stilling til senere, men det bliver efter Steffens ønske.